En af de første opgaver, individuelt og kollektivt, vil være at navigere uden om de indledende barrierer – såvel de reelle som de indbildte – der står i vejen for starten af en transition rejse. Vi kalder disse barrierer for de 7 Men’er.

1. Men vi har ingen finansiering…

Dette er virkelig intet problem. Finansiering er en dårlig erstatning for entusiasme og engagement i lokalsamfundet, begge ting som vil bære jer igennem de første faser af jeres transition. Finansieringskilderne kan også være en grad af kontrol, og det kan styre initiativet i retninger, der strider imod lokalområdets interesser.

Vi vil vise jer, hvordan I kan sikre, at processen genererer en passende indkomst. Vi taler ikke om formuer, jeres Transition Town vil ikke ende på børsmarkedet, og som en øko-landsby-designer Max Lindeggar fortalte mig for nogle år siden, :”hvis et projekt ikke opnår en fortjeneste, vil der være et tab”.

Transition Town Totnes startede i september 2005 uden nogen penge overhovedet, og det har siden været selvkørende. Vores møder og filmfremvisninger som vi kører, er med til at betale for gratis events som f.eks. Open Space Days. I vil nå et punkt, hvor et specifikt projekt kræver finansiering, men indtil da vil I klare jer. Bibehold kontrollen og lad ikke mangel på finansiering stoppe jer.

2. Men vi får ikke lov…

Der er en frygt blandt ’øko folk’, at uanset hvilket initiativ, der faktisk lykkes med at ændre noget, vil det blive lukket eller angrebet af ansigtsløse bureaukrater eller store firmaer. Hvis den frygt er stærk nok til at forhindre jer i at tage nogen form for handling, og den bedste udvej er at overgive al magt til et fiktivt ’de andre’, så læser I nok en forkert tekst. På den anden side opererer Transition Towns ’under radaren’, altså uden at søge ofre eller at søge fjender. På den måde undgår man at pådrage sig vrede fra eksisterende institutioner.

Tværtimod vil I med den stigende bevidsthed om bæredygtighed og klimaændringer blive overrasket over, hvor mange folk i magtfulde positioner, der vil blive begejstret og inspireret af, hvad I gør, og støtte jeres indsats, frem for at forhindre den.

3. Men der er jo allerede grønne initiativer og grupper i byen, jeg vil ikke træde dem over tæerne…

Vi vil gå mere i dybden med dette i skridt 3 af de 12, men det væsentlige er, at I skal være mere end uheldige, hvis I skulle støde på modstand fra ’konkurrenter’. Hvad jeres Transition Initiativ vil gøre, er at skabe et fælles mål og en følelse af formål for de eksisterende grupper, hvor nogle af dem vil virke en anelse udbrændte og i virkeligheden vil være begejstret for det gåpåmod, I vil komme med.

Kontakt med netværk af eksisterende grupper omkring energi-nedtrapningsplanen vil forbedre og fokusere deres arbejde, i stedet for at kopiere eller afløse det. Forvent, at de bliver jeres stærkeste allierede, et vigtigt skridt på vejen mod overgangen.

4. Men ingen i byen bekymrer sig om miljøet alligevel…

Man kunne let forledes til at tro dette, da vi lever i det, der nemt kunne opfattes som en apatisk forbrugerkultur. Hvis man kigger lidt dybere, vil I kunne se, at det er de mest overraskende mennesker, som er fortalere for nøgleelementerne i initiativet – lokal mad, lokalt håndværk, lokal historie og kultur. Nøglen ligger i at gå til dem, i stedet for at forvente, at de kommer til jer. Gå ud og find fælles interesser, og I vil finde ud af, at lokalområdet er langt mere interessant, end I gik og troede.

5. Men er det ikke for sent at gøre noget?…

Det kan være, det er for sent, men sandsynligheden er, at vi kan nå det endnu. Det betyder, at jeres (og andres) indsats er helt afgørende. Lad ikke håbløshed sabotere jeres indsats – som Vandana Shiva siger, ”med den usikkerhed der præger vor tid, er der ingen grund til at være sikker på din håbløshed”.

6. Men jeg har ikke de rette kvalifikationer…

Hvis ikke I gør det, hvem gør det så? Det betyder ingenting, om nogen har en ph.d. i bæredygtighed, eller om I har flere års erfaring med havearbejde og planlægning. Det der betyder noget er, at I bekymrer jer om det sted, hvor I lever og bor, og ser en nødvendighed for forandring, og at I er parate til at engagere folk.

Hvis der var en jobbeskrivelse for en, som ville starte denne proces, ville listen over nødvendige kvaliteter nok være:

• Positiv
• God med mennesker
• Grundviden om området og dets nøglepersoner

Det er omtrent det, der kræves. I er trods alt lige fra staten ved at planlægge, hvordan I kan overflødiggøre jer selv (se skridt 1), så jeres rolle på dette tidspunkt er ligesom en gartner, der gøder jorden for at forberede den til den have, som I måske får lov til at se blomstre.

7. Men jeg har ikke energi til at gøre det…

Som citatet der oftest tilskrives Goethe lyder, ” Uanset hvad du kan eller drømmer du kan, gør det. Dristighed er baseret på genialitet, kraft og magi.” Erfaringer fra begyndelsen af Transition Towns viser, at det er tilfældet. Mens ideen om at forberede jeres lokalsamfund til et liv efter olie kan virke overvældene med alle dets konsekvenser, er der noget ved den energi, der skabes af transition processen, som er ustoppelig.

I føler jer måske overvældet af udsigten til alt det arbejde og kompleksiteten, men folk vil komme frem og hjælpe. Faktisk har mange kommenteret på det lykketræf hele processen kan virke som, den måde de rigtige mennesker lige er kommet på de rigtige tidspunkter. Der er noget ved at gribe den dristighed, noget ved at tage springet fra ’hvorfor er der ingen der gør noget’ til ’nu gør vi noget’, som giver energi til at fortsætte.

Meget ofte kan det at sætte gang i et miljøinitiativ sammenlignes med at skubbe en ødelagt bil op ad bakke; hårdt, ulønsomt hestearbejde. Transition Towns er ligesom at komme om på den anden side af bakken – bilen begynder at trille hurtigere, end man kan følge med, hele tiden accelererende. Ligeså snart man har givet det skubbet fra toppen af bakken, begynder bilen at skabe sit eget momentum. Det betyder ikke, at der ikke skal lægges hårdt arbejde i det, men det er næsten altid en fornøjelse.